Sikkerhed og påklædning

Når du skal sejle er det vigtigt at sikkerheden er i orden. Før du kommer ud at sejle skal du kunne svømme og du skal altid have redningsvest på. Vi har i klubben en del redningsveste, som det er muligt at låne i starten, men vi appellerer til at man snarest køber sin egen. Derudover er det vigtigt at du holder dig tør og varm.

Der findes meget fint og dyrt udstyr, men et regnsæt og gummistøvler er fint til at starte ud med.  Når vi kommer længere frem i sæsonen kan det være rart at supplere med smart sejlertøj og vi skal nok være behjælpelige med at finde frem til, hvor man kan købe dette. Det kan i den forbindelse nævnes at vi som de forrige år planlægger et stumpemarked i klubben, hvor man kan have mulighed for at købe godt brugt udstyr.

Inden man kommer ud at sejle i en jolle skal man kunne svømme. Eftersom vi ikke ved hvem der kan og ikke kan, er det vigtigt at I forældre orienterer os såfremt Jeres børn ikke kan svømme.

Mad

At være på vandet giver god appetit og sejlerne er ofte sultne, når de kommer i land. Vi slutter derfor træningen med at alle juniorer og trænere spiser sammen. Når du tilmelder dig, får dine forældre tildelt en træningsaften, hvor de skal lave mad sammen med en anden sejlers forældre. Maden skal være simpel og mættende. Er datoen ikke passende for jer må I bytte med en anden. Madlisten blive rundsendt i løbet af de første træningsgange.

Forældrerollen

Arbejdet i ungdomsafdelingen hviler på frivilligt arbejde og med hjælp fra forældrenes forskellige ressourcer kan vi blive endnu stærkere. Som forældre vil I derfor opleve at juniorudvalget vil involvere forældrene i løsningen af forskellige opgaver. Juniorudvalget ønsker at forældrene bliver en naturlig del af et hyggeligt miljø, og at deltagelsen og opbakningen hjælper trænerne, så de kan fokusere mere på træning og undervisning.

Forældrenes opbakning har erfaringsmæssigt stor betydning for børnenes motivation og vil lægge kimen til det, der for børnene bliver en livslang tilknytning til sejlsporten.

På den praktiske side kan juniorsejlads kræve en lidt større indsats af forældrene end i flere andre sportsgrene. Vi har joller der skal vedligeholdes, rigges til og sejlere der skal have det rigtige tøj på alt efter vejr og vind. I forbindelse med hver træning forventes alle tilstedeværende forældre at hjælpe med, at børnene får rigget jollerne til og af, og at alle joller, rigninger, jollebukke og jollevogne bliver sat på plads.

Som forældre er I mere end velkommen her på havnen, mens der er træning. Klubben har et fantastisk klubhus som vi bruger til diverse arrangementer, men forældre kan også hygge sig her og nyde udsigten, mens de unge sejler. Eller forældre kan vælge selv at være aktive i klubben, enten ved selv at sejle, ro kajak eller benytte vore Standup-paddle boards (SUP). Når børnene skal på vandet er bådbroen forældrefri zone. Når jollerne er sat i vandet skal forældrene derfor trække sig tilbage og overlade arbejdet til trænerne. Undtaget er, hvis du som forælder har brovagten, der hjælper til på kajen, når sejlerne kommer ind.

Menu