Roskilde Sejlklub
Roskilde Sejlklub har med sin beliggenhed i bunden af Roskilde Fjord et af de kønneste farvande i Danmark at sejle i. Her er talrige vige og bugter, der yder ankerlæ for alle vindretninger, og samtidig store åbne bredninger til kapsejlads, der dyrkes flittigt.
Roskilde Sejlklub blev stiftet i 1905, og er med sine 700 medlemmer, blandt de største i landet. Vores ungdomsafdeling og seniorsejlerskolen er blandt de største i landet, og her har mange sejlere begyndt deres karriere som enten børn eller voksne. Til ungdommen råder klubben over 25 optimistjoller, 3 laser-joller og en 470 jolle. For de mere modne i seniorsejlerskolen foregår uddannelsen enten i klubbens to Internationale Folkebåde, eller i privatejede både.
Roskilde Sejlklub er ud over dette også klub for en stor gruppe sejlere med egne fartøjer, der flittigt dyrker tursejlads i de naturskønne omgivelser og kapsejladser dels i Roskilde Sejlklub og dels i nogle af de andre sejlklubber i området.
Seneste kommentarer